Skraldebil

En skraldebil, af og til kaldet renovationsbil, er en lastbil der er specielt opbygget til indsamling og transport af affald fra producenten til lossepladsen, forbrændingsanlægget eller recirkuleringsvirksomheder.

Grundlæggende er der fire typer skraldebiler:

Frontloaderbil med sænkede gafler. Container ses i baggrunden.
  • Frontloadere (i visse virksomheder kaldet frontlastere) bruges oftest til kommercielt / industrielt affald, der smides i tilhørende frontloadercontainere. De har en bom med to gafler monteret foran førerhuset. Disse gafler passer ind i beslag på containeren, og denne løftes op over førerhuset og vippes stort set på hovedet, så affaldet falder ned i presserummet. Her efter presses affaldet bagud i køretøjet med en presseplade, og et låg på toppen lukkes når containeren sættes på jorden igen.
Tømning af vippecontainer
  • Baglastere er de mest almindelige køretøjer til indsamling af affald fra private. De står dog også for en stor del af indsamlingen fra erhvervslivet. De har pålæsning i en "skuffe" i bagenden hvor man kan smide affaldet ind. Pga. arbejdsmiljøet er de fleste baglastere udstyret med en lift, der kan gribe fat i en skraldebøtte og tippe affaldet op i skuffen uden chaufføren behøver ødelægge sin ryg på at løfte affaldet. Et andet populært system til baglasteren er en vippecontainer. Den bruges på steder med større affaldsmængder eller centralt i boligområder. De normale størrelser er 4 til 22 m³. Containeren på billedet er 14,5 m³. Den øverste kant af den skrå ende passer i to riller i skraldebilen, og et system med wire, kæder eller stropper spændes i de to løfteøjer (ikke øjne) bag på containerens tag. Containeren løftes op til bunden står ca. lodret. Baglasteren har normalt et pressesystem med en plade der skovler affaldet op fra skuffen og presser det mod en bevægelig væg der gradvist flytter sig mod forenden af ladet. Tidligere sås også et system med en roterende snegl, der pressede affaldet sammen, og andre modeller fungerede næsten som en omvendt betonkanon, der kun førte affaldet fremad uden at presse det, men tiden er løbet fra disse systemer blandt andet på grund af det høje brændstofforbrug og den ringe effektivitet.
Lille skraldebil fra København, tømmer offentlige skraldespande langs veje og i parker
  • Sidelæssere ses ikke så meget i Danmark. De er som regel afarter af baglasteren, hvor ladet i princippet er vendt om, så indkast er foran i ladet. Visse steder er disse udstyret med en arm der kan række ind over fortovet og fange en skraldebøtte, lidt efter samme princip som frontloaderen. Enkelte biler har slet ingen pressefunktion, men er enten en åben ladvogn hvor skraldesække lægges op på ladet manuelt, eller lukkede vogne, der typisk tømmer kommunale skraldespande i parker o.lign.
Skraldesuger fra R98.
  • Skraldesug er i princippet en kæmpe støvsuger. På toppen har den en svingarm der rækker adskillige meter ind over fortove og andet. For enden af armen sidder et rør der monteres på en studs, som normalt er gemt under et dæksel i fortovet. Herfra suger den affaldet ud fra et underjordisk opsamlingsrum, der kan ligge under vejen, under huset, eller endda i tredje baggård. En af fordelene ved dette system er at der sjældent er problemer som følge af parkerede biler. Til gengæld skal der ryddes for sne, så chaufføren kan få dækslet op.

De fleste skraldebiler læsser dagrenovation og andet brændbart affald af på et forbrændingsanlæg, hvor der ved afbrændingen produceres elektricitet og fjernvarme. Andre affaldsfraktioner aflæsses på steder hvor de sorteres recirkuleres og/eller genbruges.

De fleste frontloadere, baglastere og skraldesug læsser af ved at løfte bagenden af ladet op og derefter enten tippe ladet eller – mere normalt – skubbe affaldet ud med en bevægelig væg i ladet.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search